Information om Vandværket

Vandværket er en rød murstensbygning placeret på Skovvejen 9.

Sønderby Vandværk er et privat vandværk der blev stiftet som interessentskab den 17. maj 1903 med tilslutning af 47 forbrugere. Selskabets status er den 26. april 2007 ændret til andelsselskab under navnet Sønderby Vandværk. Den nuværende vandværksbygning er opført i 1965. Fra 2021 forsyner vandværket 189 bruger i landsbyen Sønderby, sommerhusudstykningen Harebakkegården samt enkelte ejendomme i Bredvig og på Sønderbyvej.

Vandværket har en indvindingstilladelse på 20.000 m3. Indvindingen af grundvandet sker fra området omkring værket fra to boringer i henholdsvis 52 og 54 meters dybde. Boringerne er udført i 1985 og 1998. I 2020 blev der udpumpet 15.090 m3 vand.

Vandbehandlingen på vandværket foregår ved, at det ubehandlet grundvand iltes i et iltningstårn, og ledes bagefter gennem to åbne sandfiltre. Vandet ledes derefter ned i en70 m3 rentvandstank, der er placeret under gulvet. Udpumpning til forbrugerne sker gennem tre pumper.

Vandværksbestyrelsen består af 5 medlemmer og en suppleant. Regnskabet føres af en privat revisor. Den daglige drift og skylning af filtrene hver 3. uge udføres af formanden. Vedligeholdelse af bygningen og boringsområderne udføres normalt af bestyrelsen.

Total Page Visits: 1135 - Today Page Visits: 1